Top service menu

  • Autentisk vin til ærlige priser
  • Fri fragt v. køb for 995 kr.
  • Levering indenfor 3-5 arbejdsdage
Smageprogrammet til Skanderbord mesterskabet i blindsmagning af vin

Konkurrence i blindsmagning – sjovt og svært

Blindsmagning af vin er jeg først for nyligt begyndt at dyrke. Som vinnørd er det en vildt sjov måde at udfordre sig selv og sine sanser – og så er det enormt lærerigt.

Men det er også mega svært. Du har kun dine egne subjektive sanseindtryk at forholde dig til og disse skal du så bruge til at vurdere, hvilken vin du har i glasset. Derfor handler det dels om at kunne skelne duft- og smagsindtryk fra hinanden og dels at kunne koble det til noget, du ved hvad er.

Den fremragende Vinoble-butik i Skanderborg afholdt d. 22. september 2016 det åbne Skanderborgmesterskab i blindsmagning. Der var tilmeldt seks hold á to personer og jeg deltog sammen med en god ven/nabo.

I alt skulle vi smage 12 vine og vi havde 10 minutter per vin. Alle resultater blev først afsløret til sidst.

Hvad vi smagte blindt og hvad vi gættede

  1. Famiglia Pasqua, Prosecco Romeo & Juliet, Treviso i Italien, non-vintage (80 kr): Allerede fra start var vi lost. Det var en mousserende vin, men så kom vi ikke meget længere. Vi startede med at tænke Cava, men endte på Champagne selvom vi egentlig mente, den manglede noget finesse og personlighed.
  2. Lesehof Stagård, Urban Grüner Veltliner, Kremstal i Østrig , 2015 (130 kr): Her var der dømt masser af citrus og mineralitet i både duft og smag, men havde samtidig en lidt flad smagsprofil. Vi var i tvivl og gættede på Riesling fra Alsace, hvilket ikke var helt skævt, men stadig ikke godt nok.
  3. Frescobaldi, Attems Pinot Grigio, Venezia-Giulia i Italien, 2014 (130 kr.): Igen var vi forvirrede – ikke mindst fordi vinen ændrede sig helt vildt i glasset, da den blev et par grader varmere. Den startede meget lukket med dominans af tropisk frugt, men gik så over til at være helt syrlig og frisk. Vi endte med at gætte Chablis i mangel af bedre.
  4. Delas, Viognier IGP Pays d’Oc, Languedoc-Roussillon i Frankrig, 2015 (80 kr): Her var vi også på herrens mark. Den havde en masse blomster i duften, men smagen var lidt flad med en anelse sødme. Den manglede syre og var lidt uharmonisk. Vi endte på en plain Riesling fra Mosel i mangel af bedre bud. Retrospektivt var det ikke noget godt bud.
  5. Fess Parker, Pinot Noir, Santa Rita Hills i Californien i USA, 2012 (255 kr): Her var vi på hjemmebane og var fra start sikre på, at der var tale om en oversøisk Pinot Noir. Masser af jordbær, fad og vanilje fik os til at gætte på Californien, hvilket var spot on. (Synes i øvrigt at denne er seriøst over-priced, men det er måske bare mig, som foretrækker en mere elegant og balanceret stil i mine Pinot’er).
  6. Columbia Crest, Cabernet Sauvignon H3, Horse Heaven Hills i Columbia Valley i USA, 2012 (199 kr): Så blev det svært igen. Generelt en vin som kunne være hvad som helst. Tæt mørk farve og duft og smag domineret af mørk frugt med lidt tanniner, sødme og fad. Vi gættede på Zinfandel fra Californien.
  7. Cantine Dei Marchesi Di Barolo, Barolo Cru Cannubi, Barolo i Piemonte i Italien, 2011 (425 kr): Bum – her var vi ikke i tvivl. Umiskendelig duft af roser og engelsk lakrids. Umådelig stor elegance og koncentration. Vi gættede selvfølgelig på Barolo. For mig var det aftenens klart bedste vin.
  8. Bodega Noemia de Patagonia, Malbec A Lisa, Patagonia i Argentina, 2013 (150 kr): Her var vi meget i tvivl. Tæt farve, alkohol, mørke bær. Jeg mente den havde et oversøisk, modent præg, men vi endte alligevel med at gætte på en gennemsnitlig Chateauneuf-du-Pape. Set i bakspejlet manglede den power og kølighed ift. CdP, men faktisk en rigtig god vin.
  9. Chateau Batailley 5. Crú Classe, Pauillac i Bordeaux i Frankrig, 2007 (360 kr): Mmmm skønt med noget kendt i glasset igen. Denne duftede og smagte langt væk af klassisk Bordeaux. Tæt, fed, smooth men også med en arrogance og lidt grønne noter til at holde det hele sammen. Vi endte dog desværre med at gætte på Pomerol på den forkerte bred, fordi den var så smooth og ikke havde meget Cabernet-bid – alderen må have rundet den lidt af. En flot vin.
  10. Bodegas Montebaco, Montebaco Crianza, Ribera del Duero i Spanien, 2011 (179 kr): Denne var svær og det tog os lidt tid at spore os ind på, hvor vi var. Meget mørk, flot farve, saftig klassisk stil med alkohol, mørkerøde bær og godt med tanniner og en lille note af noget brændt. Vi gættede på Tempranillo fra Ribera del Duero. Spot on og en god vin.
  11. Arboleda Wines, Arboleda Carmenere, Colchagua Valley i Chile, 2014 (100 kr): Lettere fartblinde var vi ikke på hjemmebane her. Den var klart oversøisk med peber, mørke bær, blommer og i det hele taget moden, varm frugt. Vi gættede Shiraz fra Australien.
  12. Lenotti, Amarone Classico, Veneto i Italien, 2010 (299 kr): Ahh, igen skønt at kunne stikke næsen i glasset og med det samme genkende, hvad vi har at gøre med. Alkohol, svesker, bitre mandler og en let sødme. Vi gættede på Amarone 2011!

Vi endte på en flot 2. plads, hvilket vi er ovenud glade for – selvom der i den grad er plads til forbedring. Alt i alt var det en super sjov aften, hvor vi virkelig fik testet vores evner. Det giver blod på tanden og jeg vil helt sikkert være med igen næste år. Tak til Jess og resten af teamet i Vinoble i Skanderborg for et godt arrangement.

Team Baggesens vej - Skanderborg mesterskabet i blindsmagning 2016

To glade deltagere fra Team Baggesens vej efter at have blæst igennem 12 vine.

, ,

Comments are closed.

Kortlogoer 

Lorentsens Vinforsyning ApS · CVR: 28891288 · Erik Menveds vej 20, 8400 Ebeltoft · +45 86343772 · [email protected] ·     Kontrolrapport fra Foedevarestyrelsen

Alderskrav