Beskrivelse
En af Franksrigs klassiske hvidvine er den salte og havsmagende Muscadet fra Loiredalens vestligste del. Underområdet Muscadet Sèvre et Maine ligger lige sydøst for Nantes by og her er druen Melon de Bougogne den eneste tilladte. Her finder vi et tempereret kystklima og jordbund bestående af ler, sand og grus af særligt gneiss og granit.
Opskriften på klassisk Muscadet er enkel: Druen er Melon, og fremgangsmåden er gæring på cementkar eller stråltanke med efterfølgende lagring sur lie, hvilket også er tilfældet med denne vin. Vinen omstikkes ikke efter gæringen, men forbliver på bundfaldet af gærceller og udfældede tørstoffer. Melon giver nemlig i sig selv en lettere streng og ret neutral vin, men lagringen på bundfaldet gør den rundere og blødere, og smagen bliver dybere og mere kompleks.
Stilistisk er denne vin i den lette ende af skalaen. En tør hvidvin med en mild citrussmag og et let salt præg – to smage med direkte associationer til det klassiske match: Østers. Den er blød, men samtidig forfriskende saftig med en mild syre og en salt mineralitet. Trods den udbredte formaning om at drikke Muscadet så ungt som muligt, er det vores erfaring at denne udvikler en flot kompleksitet i op til 5-8 år efter høståret.
Familien bag Les Ecotais producerer fremragende vin og vi er imponerede over kvaliteten på denne vin ift. den lave pris.
Nyd den til f.eks. østers, lasagne eller laksepaté. Server den kold ved ca. 8 grader.