Print
Sitemap
Vi har undersøgt din browser og du har ikke Adobe Flash installeret.

Klik her for at hente flash
   
Vinrejser
Planlagte ture:
 




PROGRAM SYDAFRIKAREJSE 2013






Dag 1 (Januar)
Afgang fra Københavns lufthavn med mellemlanding i Europæisk lufthavn

Dag 2
Vi lander i Cape Town midt på formiddagen. I bus bliver vi kørt de ca. 2½ timer til Inverdoorn Game Reserve www.inverdoorn.com. Vi indlogerer os, og vi er allerede om eftermiddagen på den første safari tur i parken, hvor der er mulighed for at komme tæt på mange af Afrikas vilde dyr, og nyde den fantastiske natur, eller slappe af ved swimmingpoolen. Om aftenen middag i den smukke restaurant. Området er malaria frit, så vaccination er ikke påkrævet. Alle drikkevarer under opholdet i Inverdoorn er for egen regning.

Dag 3
Morgensafari kl. 05,30 hvor vi oplever daggry over savannen, og siger godmorgen til dyrene. Efter safarien bliver der serveret morgenbuffet. Der vil herefter være mulighed for at slappe af ved poolen, eller prøve de mange fritidsaktiviteter der er på lodgen. Der serveres frokost før vi sidst på eftermiddagen igen skal på safari. Dagen sluttes af med middag i restauranten, og måske et besøg i baren.

Dag 4
Morgensafari kl. 05,30, og herefter morgenbuffet. Efter safarien og morgenbuffet bliver vi afhentet kl. 10,00, og kører de ca. 2½ timer til Stellenbosch . Byen Stellenbosch er den næstældste by i Sydafrika, en arkitektonisk perle der blev grundlagt i 1679 af guvenør Van Steel , og idag er centrum for vinproduktionen i Sydafrika. Vi overnatter de 4 dage på Hotel Stellenbosch, der er beliggende i centrum.
Om aftenen er der mulighed for på egen hånd at besøge de mange dejlige restauranter og cafeer der er beliggende i centrum.

Dag 5
Efter morgenmaden busafgang kl. 09,00. Vi starter dagen med den smukke køretur op over bjergpasset frem til vingården La Motte hvor vi kl. 10,00 får rundvisning og vinsmagning. Vi kører den korte tur frem til vingården Fredericksburg hvor Rupert & Rothschild har til huse. Her får vi kl. 12,30 en spændende rundtur på den smukt restaurerede vingård samt en frokost ledsaget af de dejlige vine. Efter frokost besøger vi kl. 15,00 Rupert familiens tredje vingård L’Ormarins til endnu en spændende vinsmagning, samt et besøg i det enestående bilmuseum. Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet.
 
Dag 6
Efter morgenmaden busafgang kl. 09,00. Vi besøger kl. 10,00 en af verdens smukkest beliggende vingårde Klein Constantia. Der er mulighed for at se den smukke have, og rundvisning i kælderen hvor vi får mulighed for at smage den legendariske ”Vin Constance” der var Napoleons foretrukne vin. Vi kører tilbage imod Stellenbosch til Devon dalen hvor vi kl. 13,00 skal besøge Clos Malverne. Her står familien Pritchard klar med frokost og rundvisning på den smukke vingård. Vi forventer at være tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.

Dag 7
Efter morgenmaden afgang fra hotellet kl. 09,30. Dagen starter med den flotte køretur til den lille by Franschhoek. Byen blev grundlagt af Franske hugenotter, der var blevet fordrevet fra Frankrig. Der bliver mulighed for at shoppe eller udforske byen på egen hånd. Til frokost kører vi til Crows Nest hvor vi kl. 13,00 møder Marcel de Reuck i familiens wine boutique. Vi smager på vinene og får en let frokost, hvorefter Marcel kører med os som guide til et flot udsigtspunkt over Paarl by. Måske har Marcel endnu en overraskelse i ærmet. Vi kører herefter tilbage til hotellet.

Dag 8
Efter morgenmaden pakker vi sammen og kører fra hotellet kl. 09,00 til Cape Town. Vi starter ud med en kort byrundtur før vi indlogerer os på Hotel City Lodge, der er beliggende ved selve Water Front. Resten af dagen er fri til afslapning, men der er masser af muligheder i området. Man kan gå ud på Water Front hvor der er et rigt udvalg af restauranter og butikker, og hvor der er levende musik flere steder. Der er også mulighed for at besøge Cape Town Aquarium, der ligger i gåafstand fra hotellet. For dem der er interesseret vil der være mulighed for på egen hånd, en af dagene at besøge Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i 26 år. For den haveinteresserede er der mulighed for at besøge den botaniske have ”Kirstenbosch”. I haven er der flere forskellige planter end i hele Storbritannien.
På alle udflugter fra Cape Town vil der være dansktalen guide.

Dag 9
Efter morgenmaden afgang kl. 08,30 hvor vi tager på heldags udflugt. Vi kører sydpå ud af Cape Town igennem feriebyerne Sea Point, Clifton, Champs Bay, Hout Bay og op over Chapmans Peak, og kommer frem til Cape Point National Park. Her kan man gå den korte tur ud til udsigtspunktet Cape Point (kap det gode håb), der er Afrikas syd vestligste punkt. Vi fortsætter til Simonstown hvor vi på en restaurant får den lokale Cape hummer til frokost. Cape lobster er en hummerart der kun lever ved Cape point. På vejen tilbage besøger vi Boulder Beach, hvor en pingvin koloni har overtaget stranden. Forventet ankomst til hotellet sidst på eftermiddagen.
 
 
Dag 10
Vi starter fra hotellet kl. 09,00 efter morgenmaden, og skal i dag se den ”anden side” af Cape Town. Vi skal besøge townshipet Langa der er det ældste i Cape Town. Vi besøger først en daginstitution for børn, skal møde en healer/heksedoktor, og får mulighed for at vandre omkring i området. Vi går igennem slagtergaden i Nyanga bydelen, og slutter af med en Xhosa frokost med optræden. Vi forventer at være tilbage ved hotellet midt på eftermiddagen. En af dagene hvor vi er i Cape Town vil vi besøge Table Mountain, alt efter vejrsituationen.

Dag 11
Dagen er til fri disposition, for at få klaret de sidste indkøb. Vi kører til lufthavnen i Cape Town først på aftenen og flyver til Europæisk lufthavn.

Dag 12
Vi lander i Københavns lufthavn
På alle udflugter er der lokal guide der taler dansk.
Incl. er bespisning på Inverdoorn Game Reserve, alle udflugter og entré, samt frokost når der er nævnt. Alle drikkevarer er for egen regning.

PRISEN ER:
Pris pr. person kr. 22.995,00
Enkeltværelse kr. 2.000,00
Depositum kr. 5.000,00 pr. person betales ved tilmelding.
Restbeløbet betales senest 1.9.2012.
Afbestilling: Afbestilles rejsen inden d. 1.9.2012 er depositum tabt. Ved afbestilling herefter er hele rejsens pris tabt.
Forsikring er IKKE inklusiv, og vi anbefaler at en sådan tegnes.
Teknisk rejsearrangør Mangaard Travel medlem af rejsegarantifonden.
VI TAGER FORBEHOLD FOR ÆNDRINGER I PROGRAMMET.
 
Lorentsens Vinforsyning – Ebeltoft tlf: 86 34 37 72 / http://www.lorentsens-vin.dk/





PROGRAM TOSCANA – uge 23 2012




I regionen Toscana finder vi en verden af kultur – gastronomi -natur – kunst og livskvalitet som næppe kan findes andre steder i verden. På vores rejse skal vi opleve det bedste Toscana byder på. Vi skal smage noget af Italiens bedste vin, besøge de pittoreske landsbyer og nyde det smukke blide landskab med cypresser og pinjer imellem vinranker og oliventræer. Under vores ophold skal vi bo på det familieejede hotel San Remo i den berømte kurby Chianciano Terme. De 3 aftner bliver der serveret middag på hotellet baseret på den kendte Toscanske husmandskost. Hotellet er beliggende midt i byen, og har udendørs swimmingpool. Efter dagens ”arbejde” er der mulighed for at gå en tur i de grønne parker, besøge de hyggelige cafeer i den gamle bydel eller shoppe.
 
Vores rejse bringer os til vores vinproducenter hvor vi skal smage på deres vin, og andre specialiteter fra vingården. Vi kommer igennem en perlerække af de smukkeste middelalder byer i området så som Montepulciano – Montalcino – Pienza – San Gimignano og naturligvis Siena. Der bliver masser af tid til på egen hånd at udforske byerne, og tid til at sidde med et glas vin på Piazzaen, og se livet passere forbi.

PROGRAM:

Mandag d. 4/6
Vi flyver fra København kl. 10,20 med ankomst i Rom kl. 12,55 . Vi kører herefter de små 3 timer til Chianciano Terme og indlogerer os på hotellet. Resten af eftermiddagen til fri disposition til at udforske byen, og lade feriestemningen sænke sig. Vi spiser samlet på hotellet om aftenen.

Tirsdag d. 5/6
Vi starter ud efter morgenmaden med at køre ½ time til Montepulciano hvor vi skal se byen der hæver sig ca. 600 m.o.h., og herfra nyde de smukke gamle gader, og den flotte udsigt ud over landskabet. Undervejs op til torvet kan man forestille sig de anstrengelser, det har kostet at rulle vintønderne op af de smalle gader, efter høsten til lagring i de kølige kældre, og så ned igen når de skulle sælges. Omkring frokosttid besøger vi familien Montefoschi på vingården Poggio Tocco. Vi vil her se vingården, smage på deres dejlige vine, og få en let frokost med specialiteter fra Toscana. Om eftermiddagen besøger vi vingården Gavioli der er en af Italiens bedste producenter af kvalitets spumante.

Onsdag d. 6/6
Vi skal i dag besøge den flotte middelalder by San Gimignano, der er kendt for sin spændende hvidvin Vernaccia. Inden vi udforsker byen skal vi besøge vingården Fattoria di Fugnano, hvor Laura står klar til at præsentere sine vine, og servere en typisk Toscansk bondemenu. Vi vandrer op til vingården af en del af den gamle pilgrimsrute ”Via Francigana” imens vi nyder landskabet og udsigten ind over byen med de mange tårne. Efter besøget kører vi ind til San Gimignano, hvor vi får et par timer til at udforske byen på egen hånd, og indånde historiens vingeslag. Herefter tilbage til Chianciano Terme.
 
Torsdag d. 7/6
Vi starter dagen ud med at køre til renæssancebyen Pienza. Den gamle by blev revet ned og genopbygget i renæssance stil af pave Pius II, der kom fra byen. I modsætning til de andre byer i området er Pienza plan at færdes i, og opbygget symmetrisk med lige gader. Området omkring byen er kendt for deres fåreost Pecorino. Efter at have udforsket byen kører vi igennem det smukke landskab med pinje alléerne og olivenlundene op til Montalcino. Byen er beliggende på en bjergtop med en borgruin, og herfra er der et panorama vue over landskabet. Vinen er den højst beliggende vinby i Toscana, og vinen syntes nærmest at sive ud igennem byportene. Ud over at besøge byen, skal vi aflægge besøg på vingården Santa Lucia hvor ejeren Valter står klar med en let frokost, og naturligvis de verdensberømte Brunello di Montalcino vine som vi skal smage på. Efter smagningen bevæger vi os tilbage til hotellet.

Fredag d. 8/6
Efter morgenmaden kører vi op igennem Chianti Classico området frem til byen Siena, der af mange anses for den smukkeste by i Toscana. Byen er beliggende på flere forskellige høje, der givet et kuperet bybillede med et væld af hyggelige små gyder, og nye indtryk vælter imod en for hvert skridt man tager. Pludseligt når man frem til Campoen – rådhuspladsen. Pladsen er berømt for de 2 årlige hestevæddeløb Il Palio der afholdes her. Selve Campoen er formet som en hjertemusling, med opdeling i forskellige farver klinker, og for enden ligger rådhuset, der har været en stor arkitektonisk inspirator til Københavns rådhus. Vi får masser af tid til at nyde byen før vi kører tilbage til hotellet.

Lørdag d. 9/6
Vi kører tidligt fra hotellet frem til Rom hvorfra vi letter kl. 15,30 med ankomst i København kl. 18,00
 
Pris pr. person kr. 7295,-. Tillæg for enkeltværelse kr. 1000,00
 
Depositum kr. 2000,- pr. person betales ved tilmelding.
 
I prisen er inkluderet transport til rejsemålet, hotelophold i dobb. Værelse med bad og toilet, morgenmad, udflugter, vinsmagninger med fortæring hvor det er nævnt, samt rejseleder under hele turen. Middag på hotellet 3 aftner. Ret til ændringer forbeholdes.
 
Husk: gyldigt pas, sygesikringsbevis og evt. rejseforsikring
 
Restbeløb forfalder til betaling 1 februar 2012.
 
Ved afbestilling inden d. 1 april er depositum tabt. Ved afbestilling herefter er hele rejsens pris tabt.

Teknisk arrangør Albatros Travel – medlem af rejsegarantifonden


TILMELDING:
Tilmelding samt betaling til Lorentsens Vinforsyning tlf: 86 34 37 72 / post@lorentsens-vin.dk





VINHØSTREJSE TIL FRANKRIG 2012


En dejlig rundrejse i smukke naturomgivelser i vinens land Frankrig. Rejs med vinimportøren og besøg de smukke vingårde. En rejse hvor både smagsløg, øjne og ører vil blive stimuleret.

Fredag 12 oktober:
Afgang fra vinbutikken i Ebeltoft kl. 06,00. Vi kører mod den tyske grænse, og samler deltagere op undervejs. Vi fortsætter mod Hamborg og Hannover. Middag og overnatning på hyggeligt hotel ved Kassel. Excl. drikkevarer.

Lørdag 13 oktober:
Afgang kl. 08,00. Syd for Frankfurt drejer vi fra motorvejen og kører ind i vinområdet Rheinhessen til Mölsheim, hvor vi skal besøge Weingut Rebenhof. Her spiser vi frokost og smager nogle af de mange forskellige tyske vine de producerer. Herfra videre til Ribeauville i Alsace hvor vi sidst på eftermiddagen indlogerer os på Hotel de la Tour (tlf: 389737273).

Søndag 14 oktober:
Afgang kl. 09,15. Vi kører ad ”Route de Vin” ned igennem de små idylliske vinbyer til den lille vinbonde Andre Scherer i Husseren-les-Chateaux. Her smager vi nogle af de dejlige Alsace vine og egnsretter. Senere er der mulighed for en gåtur op til de tre borgruiner og herfra nyde den imponerende udsigt over området. På hjemturen besøger vi den lille vinby Riquewihr, der både er kendt for sine dejlige vine og charmerende gamle bymiljø.

Mandag 15 oktober:
Vi starter turen sydpå kl. 08,00 forbi Mülhouse, Belfort og Besancon. Sidst på formiddagen ankommer vi til Volnay, hvor vi skal til vinsmagning og frokost med lokale specialiteter hos vinbonden Poulleau. Efter smagningen kører vi den korte tur til Beaune, hvor vi indlogerer os på Hotel Grand Saint Jean midt i den gamle bydel (tlf. 380241222).

Tirsdag 16 oktober:
Vi starter kl. 09,00 og kører de ca. 20 km sydpå til den lille vinby Rully i Cote Chalonaise. Her hos Delorme ser vi hele produktionen af Bourgognevine lige fra plukning, produktion, lagring og aftapning. Efter en frokost i det grønne besøger vi Moroni i Puligny-Montrachet hvor vi smager på nogle af verdens mest berømte hvidvine. Hjemkomst til hotellet ca. kl. 16,00.

Onsdag 17 oktober:
I dag kører vi nordpå til Cotes du Nuits hvor vi først besøger Ch. De la Tour ved Clos Vougeot. Efter frokost på stengærdet ved Chambertin går turen videre til Comte Senard i Aloxe Corton. Resten af dagen fri til shopping eller evt. et besøg på Hospice de Beaune.

Torsdag 18 oktober:
Vi starter kl. 07,30 og kører nordpå til det verdenskendte hvidvinsområde Chablis hvor vi besøger Domaine Tremblay, og får en let frokost ammen med deres vine. Efter besøget kører vi ind i Tyskland frem til vores overnatnings hotel.

Fredag: 19 oktober:
Kl. 08,00 kører vi nordpå mod Danmark hvor vi påregner at passere grænsen midt på eftermiddagen.

PRISEN ER:
Pris pr. person kr. 5995,- / tillæg for enkeltværelse kr. 1000,00.
Depositum kr. 2000,- pr. person betales ved tilmelding. Restbeløbet forfalder 1.7.2012.

Inklusiv i rejsens pris: Transport til rejsemålet, hotelophold i dobb. Værelse med bad toilet og morgenmad, udflugter, vinsmagning med fortæring hvis nævnt samt rejseleder under hele turen.

Bus: Moderne bus med dansk chauffør, toilet samt mulighed for at købe forfriskninger.
Afbestilling: Ved afbestilling inden 1 september er depositum tabt. Ved afbestilling herefter er hele rejsens pris tabt.

Tilmelding: Lorentsens Vinforsyning Ebeltoft tlf: 86 34 37 72 eller post@lorentsens-vin.dk
Teknisk arrangør: Clausens Busser Aps tlf: 74 75 72 15